Så er det vist på tide med en update! (Mest for at berolige bekymrede forældre, samt holde styr på vores egen tidsopfattelse)

Da vi ankom til motellet torsdag, bestemte vi os for at tage en lur på en 3 timer. Vi vågnede kl. syv om aften efter 10 timers søvn! Det var ikke lige meningen! Vi gik ud i Adelaides mørke gader – det bliver mørkt omkring kl. 18 – for at finde noget føde. Hjemme på hotellet igen, skulle der ikke meget til før vi faldt i søvn igen.

Fredag blæste det ret voldsomt, og det var rigtigt efterårsagtigt. Alle restauranter reklamerer med ”Hot soup and Winter Warmers” og butikkernes pendant er ”Winter Sale!”. Der er ikke meget vinter over det; vejret, træernes farver og solens styrker balancerer mellem danske april eller oktober.

I går så vi et skilt ved en cafe, hvor der stod ”Danish Muffin” – så det måtte prøves, sammen med æg, toast og bacon – australske ”brekkie” (breakfast) som serveres overalt! Der var ikke meget dansk over “Danish Muffin” – den smagte ikke særlig godt, og cafe-knægten på “The Perfect Cup” vidste heller ikke hvorfor den hed en “Danish Muffin”

I skrivende stund har vi på 4 ud af 5 morgener spist æg og bacon til morgenmad – helst suppleret af tomater og champignon – The Aussie Way. Bacon er ikke som vi kender det, småt og sprødt, men store saftige stykker. (Jeg er personligt ved at få nok af det)

Vi fik orienteret os i byen, og fik oprettet en bankkonto hos Commonwealth bank – det var overraskende let! Resten af dagen brugte vi på at orientere os i byen!

Lørdag vågnede vi kl. 3 om natten og var lysvågne – os, som var overbeviste om at jetlag ikke ville ramme os, var virkelig hårdt ramte! Da vi ikke kunne holde øjnene lukkede mere, stod vi op og gik ud i verden. Vi gik ned for at tage ”The Tram” (en sporvognslinje, der kører tværs gennem CBD – Central Business District). Det blæste stadig ret voldsomt, og vi ventede i småregnen, og bandede offentlig transport i Australien langt væk! Da vi havde ventet i en halv time (og klokken nærmede sig halv otte), tog vi os sammen til at gå den lille kilomet ind til bymidten. Da vi gik væk fra trinbrættet, så vi længere nede af sporet, at et kæmpe træ var væltet og spærrede for sporet – en uforbeholden undskyldning til offentlig transport.

Resten af lørdagen brugte vi på at se på et par lejligheder, og vi fik købt os et Lebara –kort til mobilen, så vi nu har et australsk nummer.

Søndag vågnede vi allerede kl. 2!!! F**K jetlag bigtime! Vi drak en halv flaske rødvin og så et par film, og fik presset yderligere 3 timers søvn ud af kroppen, indtil vi blev vækket af en falsk røgalarm kl. 10. Vi fes den af til klokken 12, og stod så op og tog ind i Adelaide Plaza Centre og fik noget mad – alt det her købemad kan efterhånden mærkes på fordøjelsen og jeg savner faktisk lidt at lave mad.

Vi tog på Museum of South Australia for at lære lidt mere om vores nye hjemland. Der er ikke noget at sige til, at australske turister bliver positivt overraskede over vores danske muséer. Museet vi besøgte var da pænt og nydeligt, men ikke særlig stort eller varieret.

Mandag cyklede vi byen tyndt og i dag har vi været i Glenelg, hvor Troels var til jobsamtale – fingers crossed. Glenelg er en by ved stranden, ca. 30 min i tog fra Adelaide CBD – det ser ud til at være et rigtig hyggeligt sted, men midt på eftermiddagen blev vi overrasket af et ret voldsomt stormvejr, så vi nåede ikke at få udforsket så meget.

Her til aften forsøger vi VIRKELIG at holde os vågne – i håb om at sove en smule længere end sædvanligt i morgen.

Det var bare lige en lille update om hvad vi render og laver – der skal nok komme nogle flere indlæg om alle slags kulturchok, lige fra cykelture og morgenmad, til mærkelig sport og servicepersonale!

Google Buzz

2 Responses to “De første dage…”

  1. Daniii says:

    Hej med jer to!!

    Great med en updatering, det er perfekt :)
    Længe leve Blogging! Glæder mig til at følge jer igennem jeres fantastiske rejse ! Nyd det

    Stort knus fra Danii :)

  2. Far says:

    Lyder som om i er ved at være landet, taget 10 kilo på og trænger til at bøvse.

    Hvad er der galt med min e-mail fra Aus,—- mangler jeres nye e-mail og et tlf. nr.
    Unclosed business.

    Hvornår skyper vi ???

Leave a Reply

(required)

(required)

Følg os på Twitter

    © 2010 Falke-Krøier Suffusion WordPress theme by Sayontan Sinha
    Med hjælp fra WordPress konsulent